En ronkedor bør altid færdes alene

 

Der findes en myte, som siger at de gamle hanelefanter går ud for sig selv, når de skal til at dø. Selv hvis myten ikke er sand, er der måske en lære gemt i den?

GULEn-ronkedor-bør-altid-færdes-alene.jpg

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 1. april 2021

Ingen befolkningsgruppe er i dag mere forfulgt, end de gamle, hvide, heteroseksuelle mænd. Sådan mener i hvert fald mange gamle, hvide, heteroseksuelle mænd, og deres følelser kan man jo ikke tage fra dem. Til gengæld tager de formentlig fejl, når de mener, at den oplevelse skulle være særlig for vores tid. Det har på det nærmeste altid været sådan, at kvinderne, de arbejdsløse, de unge, de dovne, de perverse eller de fremmede har fået de gamle mænd til lige netop på dét tidspunkt at føle sig særligt forfulgte. Der er altid nogen, der ikke udviser behørig respekt for de gamle ærværdige autoriteter.  

Ronkedorerne 

Og det gælder naturligvis også på tv – som i DR2s "Ronkedorerne", der blev sendt sidste år og stadig findes på dr.dk. Programmet samler en række gamle, kendte, hvide mænd, der tydeligvis ikke har andet at gøre med hinanden end at give den som ronkedorerne på tv; sætter dem tre ad gangen omkring et lille rundt bord, og serverer mad og vin for dem, så de kan hygge sig og tale sammen om det, der falder dem ind. 

Hvad var det, der gjorde, man syntes, det var bydende nødvendigt at lave netop det program? Bertel Haarder formulerer i et af programmerne ganske præcist den forestilling, som synes at ligge til grund: "Vi er jo en udsat gruppe. Vi er mænd, vi er hvide, og vi er gamle. Det er simpelthen det værste, der findes i den danske debat." Her samles det hele i en maggieterning. Autoriteten, der stadig sidder på magten og godt kan fortælle en historie eller to om, hvordan det var i gamle dage, men så slår om i et ressentiment under presset fra nye generationer, fra fremmede og fra ”debatten”. Endnu en gammel, gammel sang, men stadig effektfuld. Måske netop fordi den er så genkendelig. 

Visdom  

Hvad får man så, når man sætter ronkedorer sammen? Man får en stor mængde visdom i dens værste form: En lang stribe af bon mots, som ikke er mindre forcerede end programmets koncept. "Unge mennesker nu om dage flæber over ingenting" og mere af samme skuffe. Og så har man naturligvis sat Peter Aalbæk til at diskutere #Metoo. 

Som Slavoj Zizek engang bemærkede om visdommen, er det ubehagelige ved den, at den altid har noget at sige. Hvis tingene falder ud på én måde, så har den vise altid et bevinget ord parat (”lykken står den kække bi”), og hvis de falder ud på den modsatte måde, har han et andet lige så fyndigt svar klar (”man skal ikke pisse op imod vinden”). Det, der kendetegner en ronkedor, er netop, at han på ingen måde skammer sig over at mangle enhver form for konsekvens og stringens, så længe han bare kan få lov til at blive ved med at tale. ”Det kører med snak og snak og bare brugte formuleringer,” som Erik Clausen selv siger om samtalen i ét af programmerne. 

Den rigtige måde at se programmerne på er derfor i virkeligheden at se dem alle sammen på én gang i et langt (sejt) stræk. Følge ronkedorernes tale til enden. For det, der sker, når man gør det, er at samtalerne langsomt flyder sammen og fremstår lidt som en ubehjælpelig grød. Programmerne giver en mærkelig oplevelse, der minder ikke så lidt om at læse ”Ordsprogenes bog” fra Biblen fra ende til anden. I ”Ordsprogenes bog” finder man alle mulige former for visdomsord. Enkelte af dem har en vis fyndighed og poesi, men det bliver plumpt og tomt rungende, når man læser mange på én gang. 

Det forholder sig på præcis samme måde med ”Ronkedorerne”. Det er sjovt nok, når Jacob Hauggard fx fremturer med, at ”Det klær’ en mand at være skidesur, når han er over halvtreds.” Men når man ser hele programrækken i én sammenhæng, får man mere og mere den tanke, at ronkedorer bør færdes alene og ikke slå om sig med for mange indsigter af gangen. 

Fallos i flok 

Når en skidesur, gammel mand står alene, kan der sagtens være noget fyndigt og fallisk over ham. Som den amerikanske forfatter Rebecca Traister har påpeget, har vi længe interesseret os indgående for, hvad det mon er, en gammel, hvid, mand er vred over, når han er vred. Et enkelt fyndord kan for så vidt godt være anledning til at tænke over ét eller andet. Men når flere mopsede, gamle mænd går i flok, begynder man uvægerligt at undre sig over, hvem det er, der bliver ved med at hælde vin på dem. Og hvorfor? 

Legenden siger, at gamle elefanter går væk alene, når de skal dø. Det lader dog til at være en myte, og én af forklaringerne på den kan være, at de gamle elefanter faktisk bare begynder at gå mere rundt for sig selv for at finde noget, der er nemmere at spise.

Egentlig kan man godt unde ronkedorerne at finde sammen med nogen, de kan sidde og tygge den velforberedte mad sammen med. Men man kunne passende gøre det uden at tænde et kamera. 

 
Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse er et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat. Centeret blev oprettet i 2006 og har siden skrevet og talt om kultur, politik og filosofi med udgangspunkt i psykoanalysen og især fransk og tysk filosofi.

Forrige
Forrige

En forskanset bevægelse

Næste
Næste

Publikums død