Publikums død
”Publikum” kommer af det latinske publicus og handler om en form for offentlighed, et fælles blik eller en ramme. Findes der stadig et publikum? Eller har vi alle fået vores eget?
Udgivet første gang: Information 3. april 2021
Det er blevet almindeligt at besvære sig over, at de såkaldt sociale medier sætter de unge under et voldsomt pres. Den overfladiske digitale offentlighed er forjaget og anstrengende og skaber stress og præstationsangst, lyder det fra medieeksperterne. De unge er konstant på, fanget ind af en strøm af beskeder, nyheder og notifikationer, samtidig med at de selv må markere sig for at være med.
Med en lidt spidsfindig formulering kan man sige det på den måde, at i dag har alle et publikum i lommen. På den måde er vi konstant hjemsøgt af den offentlige menings publikum, som Kierkegaard ganske præcist kaldte for et ”fantom”. Hvis man f.eks. er på Instagram og har blot halvtreds følgere der, er det netop som at have et lille publikum med sig rundt i sin hverdag, mens man spiser morgenmad eller er på indkøb.
En ting er, hvad det siger om presset på de unge. Når publikum er i lommen, er det også om ethvert hjørne. Men bortset fra, at vi alle i den forstand er hjemsøgte, kan man også spørge, hvad der sker med publikum selv i de sociale mediers tidsalder.
Publikum bliver til ”følgere”, dvs. en slags fanklubber, eller nogen, der simpelthen blot modtager diverse notifikationer fra forskellige sendeflader. ”Forestillingen”, i form af opdateringer, bliver til en blanding af hverdagsliv og reklamer. Et evigt flow af små statusrapporter, ofte uden egentlig handling. Samtidig er publikum splittet ud i mangfoldige dele: Mine følgere er ikke de samme som dine følgere, og netværket af, hvem der følger hvem og hvorfor, er uendeligt kompliceret. Begge dele er igen komprimeret i udtrykket om at have publikum i lommen. Publikum er i lommen på enhver, der producerer indhold, og samtidig er det fordelt på mange forskellige lommer, delt og adskilt fra sig selv.
Kant og koret
I en vis forstand er det klassiske publikum dødt. Publikum i den betydning, vi har arvet fra f.eks. Kants ide om en ”offentlig brug af fornuften”, hvor det handler om en udveksling af ideer og argumenter, der angår vores fælles liv og samfund. Og publikum i en betydning, vi har arvet fra grækerne, hvor teatret netop ikke blot handlede om individets tragedier, men selve samfundets grundlæggende problemer.
De græske tragedier angik, beskriver den franske historiker Jean-Pierre Vernant, den atheniensiske bystat og dens politiske problemer. ”Det, der tales om, og det, der taler”, siger han, ”er publikum på bænkene, men først og fremmest bystaten … som selv er på scenen og spiller sig selv”. Dengang var publikum ikke i lommen, men på bænkene foran den centrale scene. Desuden havde man i det græske teater en særlig spejling af publikum i form af ”koret”, der på scenen netop ville reagere som offentlighed på de forskellige handlinger, der udspillede sig. Scenen, bænkene og koret var den tids politiske medium, som producerede politisk bevidsthed. I dag har vi skærmen, lommen og ”liket”.
Nu skal man naturligvis ikke romantisere det græske publikum, for der var netop ikke alle, der var med på bænkene. Desuden er koret ofte blevet grundigt kritiseret, blandt andet hos Kierkegaard og Heidegger. Alligevel er et sådant teater, og måske endda også koret, nødvendige gennemgangsled for politisk fantasi og refleksion. Da Slavoj Zizek for nylig udgav sin egen version af Antigone var det i sidste ende med koret i rollen som en slags revolutionær, universalistisk stemme. Det er netop fra koret, at der kan udgå ideen om en radikal, fælles handling, der går på tværs af partikulære interesser.
Sanders’ luffer
Men kan vi vende tilbage til en tid med centrale scener og bænke? Måske viser det klassiske publikum sig i dag kun i nostalgien? Sådan kunne man i hvert fald læse hændelserne ved den nylige indsættelse af Joe Biden som USA's 46. præsident, hvor særligt Bernie Sanders stjal opmærksomheden.
Internettet gik i ugerne efter amok i Bernie-memes, for hvad betød den positur, man så ham i til indsættelsen? En tilsyneladende lidt vrissen, ældre mand med armene over kors og luffer på. Posituren er blevet læst på mange måder, men hvad nu, hvis den først og fremmest skal forstås som publikums positur? En reduktion til en tilskuerrolle, og alligevel en tydelig brug af denne rolle, der markerer, at man både er engageret og opgivende. Vi ser Sanders’ blik på det, der foregår, og vi spejler os i det blik, som en slags refleks af vores egen længsel efter en sund, kritisk vurdering af tidens teater. Ironisk nok får vi det så samtidig det hele i form af et ”meme”, skærmkulturens svar på en publikumssucces.
Er Sanders punktet for publikums genopstandelse? Det er også muligt, han er det sidste, vi nogensinde ser til det. En reduktion af publikum til en latterlig statue, en praksis forenklet til en souvenir, en sidste materialisering af det, inden det forsvinder fuldstændigt.