En forskanset bevægelse
Kravet om en form for politisk kontrol med selvforherligende akademiske miljøer på universiteterne rummer større perspektiver end først antaget.
Udgivet første gang: Information 10. april 2021
Den aktuelle diskussion om tendenser til ensretning af forskningsmiljøer på universiteterne rummer et potentiale for en langt større oprydning end den beskedne udrensning af regeringskritiske stemmer i migrationsforskningen, som der hidtil har været lagt op til. Ministeren på området tager heldigvis sagen alvorligt. Nu må der gøres op med miljøer, der kun tåler ”ja-sigere” (som Henrik Dahl kalder det) uden at være i samklang med det omgivende samfund.
Lad os derfor bringe et nyt eksempel ind i diskussionen for at bidrage til det akademiske selvopgør. Eksemplet angår de filosofiske institutter i den angelsaksiske verden – og dermed (som med mange andre ting) i anden omgang også mange af vores egne herhjemme. På netop disse steder ville man måske forvente åbenhed og nysgerrighed overfor mangfoldige perspektiver, men ofte er det modsatte tilfældet.
Fashionabelt pingpong
Filosofien har igennem en række årtier været meget stærkt domineret af en skoledannelse, der af professor i retspraksis, Brian Leiter, som har arbejdet med ranglister for amerikanske filosofiuddannelser, er blevet betegnet som en ”akademisk og professionelt forskanset bevægelse”. Bevægelsen har fungeret som en slags gatekeeper for publikationer, ansættelser, projektbevillinger og undervisningsstandarder. På rigtig mange anerkendte universiteter har det endog været lig med karrieremæssigt selvmord åbent at udfordre bevægelsens dominans.
Det drejer sig naturligvis om den såkaldte ”analytiske filosofi”, der igennem den første halvdel af det 20. århundrede udviklede sig til en stærkt dominerende tradition på baggrund af en meget løfterig begyndelse hos matematisk og naturvidenskabeligt orienterede filosoffer som Russell, Moore og Wittgenstein. Filosoffen Aaron Preston har imidlertid beskrevet, hvordan bevægelsen overraskende hurtigt blev en social magtfaktor langt mere end et forskningsprogram, der kunne identificeres gennem et fælles sæt af antagelser eller formål.
Bevægelsen udviklede sig til et felt, der hævdede at arbejde stringent og prioritere klarhed, præcision og videnskabelighed, men som reelt slet ikke havde noget videnskabeligt sigte (som fx den rene, matematiske logik), og heller ikke beskæftigede sig med livsfilosofiske spørgsmål – eller med den omkringliggende verden i det hele taget.
Det blev i stedet til ”fashionabelt pingpong”, som tre af bevægelsens egne elever (Mulligan, Simons og Smith) selv har beskrevet det. Analytiske filosoffer begyndte fx at diskutere, om sætningen, ”der står en ko på marken”, var sand, hvis der faktisk stod en ko på marken, men den, der sagde sætningen, blot havde set en stor sten, som han troede var en ko. Man begyndte samtidig at forlade sig på yderst idealiserede begreber, som det altid havde været filosofiens anliggende at udforske, men som nu i stedet behandledes som uproblematiske. Et ”analytisk” forskningsprojekt kan fx sagtens overveje gode grunde til at indføre den ene eller den anden regel i et samfund, uden overhovedet at overveje, hvad ”et samfund”, et ”subjekt” eller en ”regel” i det hele taget er, eller inddrage aktuelle, politiske spørgsmål.
Dræsinebanden
Spørgsmålet er imidlertid, om den slags filosofi er ”objektiv” og ”selvkritisk” nok – og om det kan være et ministeransvar at sørge for, at der ikke er for mange lommer med filosoffer, der går rundt og diskuterer fuldstændig ligegyldige tankeeksperimenter? Nogen vil mene, at minister Halsboe skal undgå at diktere, hvordan forskningen skal tilrettelægges. Men kan vi virkelig stole på, at universiteterne selv er den opgave voksne, når så megen tom snak er blevet produceret i så mange år, samtidig med at kritiske stemmer er blevet marginaliseret og andre tilgange systematisk underprioriteret? Har vi som samfund råd til at finansiere forskning, der ”analyserer” det ene meningsløse, hypotetiske eksempel efter det andet?
Endnu i dag sidder de såkaldte analytiske filosoffer fx over hele landet og diskuterer, om man bør skifte spor på en dræsine, hvis den har kurs mod fem mennesker, som den sandsynligvis vil dræbe, mens et sporskifte kun vil koste ét liv. Det er i mange tilfælde filosoffer, der slet ikke eller kun hjælpeløst bidrager til den konkrete offentlige samtale.
Det er klart, at det kan være vanskeligt for både politikere og journalister at overskue, hvad man skal gøre ved en udvikling, der i så ringe grad skaber værdi for samfundet. På den politiske stemning at dømme må det dog formentlig være let i hvert fald at sikre opbakning til at sikre pluralisme, så man fx ved regeringsdekret indfører, at der for hver analytisk filosof på de danske universiteter bør ansættes én hermeneutiker, én strukturalist, én dekonstruktivist, én ideologikritiker, én fænomenolog, én eksistenstænker og én pedel.