Hvor DFs folkelighed på mange måder i lacaniansk forstand er hysterisk, så er socialdemokratiets pervers. DFs populisme identificerer sig med folket og mod magten. Hos S derimod, finder vi en kerne af hård, magtcentreret ufolkelighed.

Sociopaten findes muligvis ikke i den virkelige verden, men han fungerer alligevel.

Tumperne blev afløst af ’klimatosserne’, der i 2019 blev navnet på dem, der ikke længere kunne sidde overhørig, at klimaforandringerne var ved at blive så åbenlyse, at vi måtte gøre noget.

Deltagerne i Alene i vildmarken reduceres til det, Freud ville kalde ’lystprincippet’, og som handler om at undgå ulyst.

Det kan som bekendt være en risikabel affære at bruge sin ytringsfrihed. Især hvis man siger eller skriver noget om køn, seksualitet, racisme. Og naturligvis især, hvis man skulle formaste sig til at være kvinde, mens man gør det.

Hvilket mareridt er det ikke at opdage, at man selv er den vindmølle, man søger at bekæmpe, og at den tilmed ikke er noget problem.

Har vi som samfund råd til at finansiere forskning, der ”analyserer” det ene meningsløse, hypotetiske eksempel efter det andet? 

Ingen befolkningsgruppe er i dag mere forfulgt, end de gamle, hvide, heteroseksuelle mænd. Sådan mener i hvert fald mange gamle, hvide, heteroseksuelle mænd, og deres følelser kan man jo ikke tage fra dem.

”Publikum” kommer af det latinske publicus og handler om en form for offentlighed, et fælles blik eller en ramme. Findes der stadig et publikum? Eller har vi alle fået vores eget?

At Socialdemokratiet længe har omfavnet Dansk Folkepartis udlændingepolitik er kendt for enhver. Omfavnelsen har været så konsekvent, at DF stadig ikke rigtig har fået vejret igen.

Når forargede borgerlige går til angreb under stort postyr, er der af og til en mulighed for en socialdemokrat for i al stilfærdighed lige at ændre lidt i demokratiets grundregler.

Visse love er så stærke, at vi har svært ved at forstå, vi adlyder dem.