Det omvendte armslængdeprincip

 

Når forargede borgerlige går til angreb under stort postyr, er der af og til en mulighed for en socialdemokrat for i al stilfærdighed lige at ændre lidt i demokratiets grundregler.

GULDet-omvendte-armslængdeprincip.jpg

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 20. marts 2021

Weekendavisens afsløring for nylig af, at migrationsforskningen i de skandinaviske lande ofte rummer tilgange og konklusioner, der ikke er i overensstemmelse med regeringernes officielle udlændingepolitik, førte til en række både forudsigelige og overraskende politiske reaktioner. Den mest forudsigelige var naturligvis Dansk Folkepartis omgående raslen med sablen overfor hele forskningsmiljøer: Man kan overveje simpelthen at lukke studier som ”kønsstudier eller postkoloniale studier, eller hvad det måtte hedde”, som Morten Messerschmidt så frisk sagde det. Næstmest forudsigelig var Liberal Alliances reaktion, repræsenteret ved Henrik Dahl. Dahl er nemlig generelt så bekymret for forskningsfriheden i landet, at han vil have ryddet op blandt de forskere, der frit finder på, hvad de vil forske i.  

 

Det er for så vidt heller ikke overraskende, at Socialdemokratiet omhyggeligt understreger, at deres holdninger ligger ”kilometervis” fra de forskere, der rent faktisk taler med muslimer og lader deres perspektiver tælle med i forskningen. Alligevel lykkedes det for forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen at bidrage med en ny formulering, der næsten er mere, end man kunne forvente. Som minister er det selvfølgelig hendes opgave at forsvare universiteterne og ikke lade sig styre af tilfældige journalisters dagsordener, hvilket hun i en række folketingssvar og interviews da også gav udtryk for. 

Men så kom den lille sprogblomst i et interview med Kristeligt Dagblad. Halsboe-Jørgensen udtalte: ”Vi skal ikke fra politisk hold ind og blande os i forskningskonklusionerne. Men armslængdeprincippet går begge veje, så man skal heller ikke som forsker sidde og tro, at man skal agere politisk med sin forskning. Så har man misforstået opgaven.” 

 

Dobbelt arm 

Er det et nybrud i forvaltningen af forskningsområdet, vi her er vidne til? Går armslængdeprincippet fra nu af begge veje – og hvad vil det i grunden betyde? Som bekendt handler princippet om, at politikere, der bevilger penge til fx kultur og forskning, ikke blander sig i, hvad disse penge bliver brugt til. Det må kunstnere og forskere selv finde ud af – fx gennem kunst- og forskningsfondene, hvor et udvalg af kolleger selv vurderer, hvilke ideer og projekter, der er værd at støtte med offentlige midler.

Det er på en måde de moderne demokratiers mest generøse og samtidig ét af deres mest grundlæggende principper: Ikke alene tillader vi borgere generelt at sige, hvad de vil – vi finansierer ovenikøbet selvstændige tænkeres arbejde, så de kan udvikle deres perspektiver og ideer så omhyggeligt, som muligt. Måske kunne vi lære noget. Dette behov har Weekendavisen, Messerschmidt og Dahl tydeligvis ikke. Ingen skal i hvert fald belære dem om migration og muslimer. 

Halsboe-Jørgensens formulering går imidlertid et bemærkelsesværdigt skridt længere: Forskningen skal i det hele taget overholde det samme armslængdeprincip som politikerne. Igen: Hvad kan det overhovedet betyde? Staten betaler, og forskerne modtager betaling. Heri kan de ikke være ens – så det fælles armslængdeprincip må handle om, at de begge afstår fra at blande sig i hinandens arbejde. Det er bare ikke så uskyldigt, som det kan lyde. 

 

Ukritisk forskning 

For vil det sige, at klimaforskere skal lade være med at betvivle regeringens tiltag på klimaområdet? Må miljøforskere ikke længere advare om iltsvind eller kemikalieforureninger? Skal økonomer holde sig fra at analysere, hvad der bringes til torvs i finanslovsforhandlinger? Og er politisk filosofi kun acceptabel, så længe den ikke udvikler nye ideer, der udfordrer de allerede kendte? Det er værd at huske på, at Immanuel Kants og John Stuart Mills forsvar for oplysning og ytringsfrihed i henholdsvis det 18. og det 19. århundrede var enormt politiserende.

Kopernikus’ kritik af det geocentriske verdensbillede var ligefrem kættersk. Men måske burde de også have været lidt mindre kritiske overfor magthaverne? Og hvorfor så ikke gå hele vejen: Måske bør vi revidere den almindelige fortolkning af retssagen mod Sokrates, der blev beskyldt for at have forført ungdommen med sine skamløse spørgsmål om sandhed, viden og væren. Det athenske samfunds dødsdom over den vestlige filosofis grundlægger må fra et socialdemokratisk synspunkt vel fortolkes som en retfærdig sanktion overfor Sokrates’ åbenlyse tilsidesættelse af armslængdeprincippet.  

Det er en ærlig sag, at Weekendavisen fører kampagner mod kunstnere og intellektuelle, der går ind for fred og kærlighed og den slags svineri (som Niels Hausgaard engang rammende beskrev det), ligesom Dansk Folkeparti i denne sag blot lever op til selve partiets ræson d’etre. Men at Socialdemokratiet antyder at ville bryde med ét af den demokratiske velfærdsstats grundprincipper, det burde vel egentlig være en nyhed? 

 
Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse er et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat. Centeret blev oprettet i 2006 og har siden skrevet og talt om kultur, politik og filosofi med udgangspunkt i psykoanalysen og især fransk og tysk filosofi.

Forrige
Forrige

Mette Frederiksens makrelsalat er ikke et forsøg på at pakke upopulære budskaber ind. Det er omvendt: Makrelmadden er budskabet.

Næste
Næste

Loven bagved loven