Derrida på vinterbanen

 

Man kan træde tilbage på mindst fem forskellige måder: Af dumhed, hykleri, uselviskhed, udspekulerethed og nysgerrighed.

Derrida-på-vinterbanenRød.jpg

Af Center for Vild Analyse

Udgivet første gang: Information 6. februar 2021

Der er mange måder ikke at bruse frem på. At lade andre få æren og selv nøjes med en sekundær rolle. Man kan selvfølgelig simpelthen gøre det ved slet ikke at deltage eller ikke rigtig være skarp nok til for alvor at tage konkurrencen op.

Som den mand i den russiske vittighed, der var så dum, at det ikke var til at holde ud for hans kone: ”Hvor er jeg træt af dig, du er så dum, at du slet ingenting kan finde ud af. Hvis der var et VM i dumhed, ville du blive nr. 2!” ”Hvorfor nr. 2?”, spurgte manden lidt forvirret. ”Fordi du er så helvedes dum!”, svarede konen.

Synderen og helten

Man kan også aktivt træde tilbage fra en position og markere sin beskedenhed eksplicit: ”Jeg vil ikke stå i vejen for mit parti, selvom jeg synes, det er en hård kampagne, der er blevet ført mod mig”, som det hedder, når forskellige uheldige karakterer må trække sig fra politik. Hvis de trækker sig i tide, kan de som regel gøre comeback lidt senere – og ydmygheden viser sig da også ofte at være temmelig forloren.

En jødisk vittighed fortæller om en seance i en synagoge, hvor en rig mand bad om ordet og ”gjorde sig selv beskeden”, som man siger på engelsk: ”Overfor Gud er jeg ingenting. Selvom jeg ejer store rigdomme, er jeg lige så lidt, nej mindre end den simpleste og fattigste mand.” Rabbineren fulgte op og begrundede sin beskedenhed teologisk og priste Gud. Til sidst trådte en noget forhutlet mand, som ingen rigtig kendte, frem og bekendte også sin ydmyghed: ”Åh, også jeg er blot en ussel synder; ingenting overfor den uendelige Guds storslåede visdom og kærlighed.” Den rige mand trak rabbineren til side og spurgte forarget: ”Hvem er han, den sølle klovn – at komme her og hævde, at han ikke er nogen!”

Den mere ægte uselviske tilbagetræden er selvfølgelig den, man finder i forældres usynlige arbejde for deres børn. De lader barnet få æren, lader det vinde i spil, roser det for blot minimalt uselviske handlinger og bidrag til husholdningsarbejdet osv. Vi finder samme tendens i hyldesten af de stille helte i fx westernfilm.

Som John Waynes karakter i ”Manden, der skød Liberty Valance”, hvor Wayne lader sin rival, spillet af James Stewart, sole sig i berømmelsen fra at have vundet en duel mod den frygtede revolvermand, Liberty Valance, selvom det i virkeligheden var Wayne, der fra sit skjul havde ramt forbryderen, fordi han vidste, at Stewart var chanceløs, hvis ingen hjalp til. Stewart fik pigen og magten og berømmelsen, og Wayne red stille bort i solnedgangen.

Fedtmule og Løkke

Men der er også den mere udspekulerede variant. Som spilteoriens kalkulerede tilbagetræden, hvor man sætter sig et afpasset mål efter at have inddraget de andre aktørers mulige handlinger og interesser i sine overvejelser. En variant af denne strategi kunne man engang læse i Anders And-bladet, hvor Fedtmule blev gjort til grin, fordi han valgte énkronen, da hans venner stillede ham overfor valget mellem dén og en tikrone. Storgrinende kaldte de Mickey Mouse hen for at se det. Mickey spurgte bekymret sin ven:

”Hvorfor tager du dog ikke tikronen?”

”Tja,” svarede Fedtmule. ”De siger alle sammen, at jeg er idiot, men nu har de gentaget forsøget 17 gange for at grine af mig…”

Måske er Lars Løkke den politiker herhjemme, der mest udpræget er trådt tilbage på denne måde: Hans tilbagetrædender, som der har været nogle stykker af, er også måder at træde frem på; skrive bøger, lave strategier, stifte nye foreninger. I stedet for at lade sig ydmyge, er hans tilbagetrædener som regel en slags tilløb til at lave en Fedtmule på os andre.

Vinterbanen

Den mest interessante variant af tilbagetræden finder man dog i nysgerrigheden, hvor det at træde tilbage også er at træde til side uden at ville opnå nogen fordel ved det.

Per Højholt skrev engang et hyldestdigt til Jacques Derrida, som han kaldte ”Derrida på vinterbanen.” Her finder vi den forunderlige nysgerrighed efter at betragte spillet fra en lidt anden vinkel end normalt.

Digtet lyder i sin helhed:

”Da han kom over stregen som no. 11 og næstsidst var hans hensigt
med at deltage i løbet opfyldt;
at rulle hele distancen op i sin krop
fra nært hold at se sejren blive vundet og at ses ikke at tabe.”

Og måske kan man tage denne tanke et skridt videre: Hvad nu, hvis man simpelthen trådte tilbage for at finde ud af, hvad der ville ske? Som et eksperiment, som en åbning. For at give plads til andre eller noget andet.

Michel Serres skrev engang, at dans er en etisk aktivitet, fordi man i dansen konstant træder til side for den anden. Måske kan man også træde tilbage med en dansers elegance. En sådan hensynsfuld åbenhed finder man mest udpræget i psykoanalysen, hvor analytikeren træder tilbage for at lade analysandens ubevidste træde frem.

 
Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse er et kollektivt subjekt, der tænker og taler i den offentlige debat. Centeret blev oprettet i 2006 og har siden skrevet og talt om kultur, politik og filosofi med udgangspunkt i psykoanalysen og især fransk og tysk filosofi.

Forrige
Forrige

Fallos til rens

Næste
Næste

Konsensus- og forsoningskommissionen