Kan du give et eksempel?

Af

det journalistiske overjeg

Descartes’ voksklump, Sartres café, Heideggers bondesko, Merleau-Pontys fantomsmerter, Žižeks Kinderæg. Filosoffer lever i begrebets verden, men samtidig giver de eksempler. Hos Platon, ved filosofiens begyndelse, er denne praksis indbygget i selve formen, den sokratiske dialog, hvor abstrakte begreber vendes og drejes mellem samtalens parter gennem utallige eksempler. Men kan man skrive en bog om det? Her følger et interview med Brian Benjamin Hansen i anledning af hans bog, Eksempelvis: Eksempler der tænker, udgivet på Aalborg Universitetsforlag. 

Du har skrevet en bog om eksempler? Det er en slags metodebog for filosoffer? Hvad betyder det?

Lad mig forsøge at sætte projektet lidt i kontekst. Bogen er sprunget ud af en frustration, der handler om, hvordan en bestemt type akademisk arbejde bliver massivt underkendt i dag. Hvad jeg taler om, angår for så vidt om det mest basale ved akademisk arbejde, nemlig det ganske enkelt at læse tekster, bruge teksterne til at orientere sig i verden og skrive om det. De senere år har medført, hvad man kunne kalde en ”empirisk drejning” af videnskabeligt arbejde, hvor det væsentligste nu mest af alt handler om metoder til dataindsamling og resultater. Den udvikling har en lang historie, som det vil føre for vidt at komme omkring her, men faktum er, at dem, der arbejder seriøst og grundigt med teori, har langt sværere ved at retfærdiggøre deres arbejde, end nogensinde før. Det er den triste, frustrerende del af det, men mit projekt var så at forsøge at sige noget om, hvordan filosoffer, såvel som kulturanalytikere, ”vilde analytikere” og andre, faktisk arbejder. 

Derfor har jeg taget fat i både klassiske tænkere, såsom Platon, Aristoteles og Hegel, samt nogle nyere, blandt andre Michel Foucault og Slavoj Žižek, ikke for at sige noget om deres positioner, men for at sige noget om, at der findes, hvad man kunne kalde teoretiske metoder eller ”tænkestrategier”. De tænkere, jeg undersøger i bogen, er meget forskellige, men hvad der binder dem sammen, er nogle spørgsmål, der går på tværs af hele filosofihistorien og handler om, hvordan man nærer sin tænkning, hvordan man bringer sin tænkning fremad. Det er netop det, der hedder ”dialektik” hos de klassiske tænkere, men som på forskellige, originale måder også er spil hos nogle af de nyere, og måske især dem, der også har et engagement i at begrebsliggøre samtidens problematikker, politiske spørgsmål osv.  

Nå, det lyder måske lidt kedeligt. Er sådan noget ikke lavet før?

Det kan du sige, men jeg har forfulgt et helt bestemt fokus gennem min bog, som jeg opfatter som uudforsket. Jeg har taget udgangspunkt i et helt dagligdags forhold ved den måde, vi tænker på, nemlig det, at når vi skal forklare et eller andet, som vedrører et abstrakt begreb, bruger vi eksempler. Det foregår egentlig på alle niveauer, fra det personlige til det filosofiske. Hvis du skal forklare, hvad det vil sige at have stress til én, som ikke har prøvet det, bruger du nogle eksempler fra dit hverdagsliv til at beskrive, hvad det vil sige. Hvis du skal forklare nogen om, hvad en bestemt byggestil består i, viser du nogle bygninger, der ser sådan ud. Hvis du skal forklare, hvad ”dekonstruktion” består i, så giver du måske nogle eksempler på konkrete dekonstruktioner af filosofiske eller litterære tekster.

Mit greb i bogen har nu været at påpege, at det måske ikke bare er sådan, at vi forklarer ting gennem eksempler og flytter det abstrakte ”ned” i det konkrete, men at vi altid også, minimalt, undersøger ting gennem eksempler. Et eksempel flytter altid på den ramme, hvori det optræder. Derfor er der en opgave, som består i at vælge og udnytte sine eksempler på den rigtige måde.

Hvad mener du med det sidste der, kan du give et eksempel?

Vi kan jo tage udgangspunkt i den førnævnte klassiske dialektik. Lad os sige at du undersøger forhold, der vedrører spørgsmålet om ”retfærdighed”. Når du undersøger begrebet retfærdighed, hvordan kommer du så fremad i din forståelse og undersøgelse af begrebet? Det gør du ved at udvælge nogle eksempler på retfærdighed, som du diskuterer og skelner imellem. Det er netop det, man gør, i den sokratiske samtale. Man undersøger grundbegreber ved at investere og omsætte dem i forskellige eksempler og modeksempler. Den bagvedliggende ”metode” er dialektisk, men det er ikke en metode, der i udgangspunktet er sikker på sine definitioner og begrebsafgræsninger. Tværtimod er det en metode, der fordrer, at man lader sig overraske af, hvad begrebet kan indeholde. Det er en metode, der trækker på erfaringer fra det levede liv, litteraturen, fantasien osv. med det formål at udvikle et nyt synspunkt.

Alt dette er dog ganske elementært. Jeg har forsøgt at udvide spørgsmålet om, hvordan man veksler mellem begreber og eksempler. Hvad er den handling at give et eksempel egentlig? Hvilken tænkning produceres der i bevægelsen fra begreb til eksempel (og omvendt)? Er der forskellige måder at bruge eksempler på? Nogen peger på ”spørgsmålet” som filosofiens grundlæggende arbejdsmåde, jeg har i bogen peget på ”eksemplet” som en anden fundamental metode.

Og det så mellem begreb og eksempel, at din metode udspiller sig, hvis jeg forstår dig?

Ja, netop. Som jeg også skriver det i bogen, er jeg netop interesseret omsætningen mellem begreb og eksempel. Jeg er interesseret i, hvordan et eksempel kan udvide, ændre, endda skabe et begreb. Jeg viser i bogen fire måder at bruge eksempler på, som forhåbentlig kan medvirke til for det første, at vi genopdager det arbejde, der foregår på dette niveau, og for det andet kan understøtte og inspirere til at fortsat teoretisk eksempelarbejde. Jeg viser, hvordan man arbejde med eksempler i en ramme af sokratisk dialog. Jeg viser, hvordan man arbejde med eksempler i betydningen ”paradigmer”. Her begynder jeg hos Aristoteles, men diskuterer især Foucault, der var ferm til at teoretisere historiske epistemer gennem paradigmer, som f.eks. ”panoptikonnet” eller ”den store indespærring” osv. Jeg viser, hvordan man arbejder med eksempler i en ramme af hegeliansk dialektik. Og sidst, men ikke mindst, viser jeg, hvordan man arbejder med eksempler i en ramme af vild analyse, både hos Freud og Žižek.

Bogen er i sidste ende også et forsøg på at beskrive en dimension af vild analyse. Solidt forankret i det arbejde, som medlemmer af den slovenske skole udfører, og for mit eget vedkommende dybt næret af et mangeårigt arbejde som en del af Center for Vild Analyse (CVA). Jeg har været interesseret i at beskrive evnen til at vælge det helt rigtige eksempel, eller det helt rigtige ”symptom”, som kan åbne for yderligere teoretisk arbejde omkring subjektivitet, ideologi, det ubevidste, seksualitet osv. CVA har gennem bøger, radioprogrammer og utallige klummer netop vist, er der er en måde at identificere punkter i kulturen, hvor noget er i gang med at lade sig formulere, uden at man endnu helt kan sige, hvad det er. Man kunne i et mere klassisk videnskabsteoretisk sprog kalde disse punkter for ”ekstreme cases”, altså særegne, forunderlige cases, men kunsten hos CVA består netop i hele tiden at koble det særegne (og det oversete, skurrende) til det teoretisk centrale. Der er hos CVA, som også hos Žižek, en sans for ”eksempler som interventioner”, som jeg kalder det. Hvordan kan man tænke med regeringens ”hockeystavslogik” på klimaområdet, med aktionen mod en række statuer i Bristol eller med Cardi Bs musikvideo WAP (alle sammen konkrete analyser foretaget af CVA)? Hvad siger disse eksempler mere end det, de umiddelbart siger? Hvad er deres uforløste, filosofiske potentiale?

Ok, ok, rolig. Lad os lige spole lidt tilbage. Så du har Platon, Hegel, Foucault, Žižek? Det forekommer mig at være tendentiøst på en eller anden måde. Meget abstrakte tænkere, og de sidste to temmelig kontroversielle. Står du inde for det?

Ja, først og fremmest er det jo netop mit ærinde at vise, hvordan det abstrakte og det konkrete hænger sammen. Eller hvordan det kan hænge sammen på forskellige måder i forskellige former for tænkning. Og til spørgsmålet angående normativitet. Jeg må jo indrømme, at mine beskrivelser af forskellige måder at bruge eksempler på er tendentiøs. Jeg må vedstå, at jeg er interesseret i de måder at bruge eksempler på, som bidrager til tænkning som et kritisk projekt. Vi må undersøge, hvordan vi tænker, hvis vi vil arbejde os fremad. Men det betyder i denne sammenhæng så netop ikke, at jeg er enig i alt, hvad f.eks. Foucault eller Žižek har at sige. Igen har mit ærinde blot været at beskrive, hvordan de, på hver deres måde, arbejder. Hvordan de på forskellige måder grundigt undersøger og udfordrer en række centrale begreber – for Foucault f.eks. ”magt” og for Žižek måske især ”handlingen”.

Vi kan også lade os nøje med på forhånd definerede begreber, som bare skal følges op med metoder og evaluering. Vi ved, hvad ”pædagogik” er, nu skal vi bare følge op med viden og data. Eller vi ved, hvad ”trivsel” er, nu skal vi bare have trivselstallene til at stige. Eller vi har styr på de økonomiske modeller, nu skal vi bare finjustere på beregningerne. Det er alt sammen, som det er. Og mange ting bliver mere effektive på den måde. Men i andre situationer, når en livsform er udtømt, som Hegel siger det, eller når tænkningen er groet fast, er der brug for andet og mere. Jeg forsvarer en form for tænkning, som ikke er en lineær og næsten på forhånd evaluerbar proces. Det betyder ikke, at den er sjusket eller uinformeret. Tværtimod. At tænke med eksempler er en proces, der fordrer stringens og kreativitet.