Etik og seksualitet i DRs Ulven kommer

Af gæsteanalytiker og kandidatstuderende i psykologi, Marie Bendtsen

På genreplanet kan Maja Jul Larsens Ulven Kommer nærmest beskrives som en form for “whodunit”, eller hvad man på dansk kan kalde en “hvem-gjorde-det?”-krimi. Som seere holdes vi i mørket i forhold til sandheden, og vi følger med afsnit for afsnit, hvor vi tager del i en form for efterforskningsarbejde.

De primære øjne, vi som seere udforsker “mørket” igennem, tilhører dog ikke en detektiv, men Lars (Bjarne Henriksen), som er sagsbehandler. Via identifikation med sagsbehandlerens situation rejser serien spørgsmål om den etiske handling: Hvornår handler man etisk? Er det når man følger reglerne, eller når man satser sig selv og våger at bryde dem? Ved at stille sådanne spørgsmål og involvere seeren i dem, lykkes det Ulven Kommer at sætte et eksempel, der siger noget om den etiske handlings natur.

Etik og patologi

Efter at have læst en skoleopgave, som Holly (Flora Lindahl) har skrevet, bliver hendes lærer nervøs og skolen tager kontakt til kommunen. Et møde sættes op mellem pigen og sagsbehandleren Lars, hvori hun tøvende betror sig om nogle uhyggelige forhold i hjemmet. Stedfaderen Simon (Peter Plaugborg), beretter hun, omend en kende modvilligt, slår. Efter mødet tager det ene det andet; sagsbehandler Lars griber til handling, og Holly bliver (sammen med sin yngre halvbror Theo (Noah Storm Otto)), foreløbigt anbragt hos en plejefamilie ude på landet.

Og hermed starter dramaet om en ung piges ængstelige og usikre forsøg på, at få opløst sin moders (Christine Albeck Børge) voldelige forhold til stedfaderen. Distinktionen, vi igennem serien forholder os til, minder om den, Immanuel Kant italesatte med begreberne om det patologiske og det etiske. Handles der patologisk, dvs. ud fra “inklinationer”, altså ud fra egen nydelse, eller er der en Sag, en etisk dimension, der så at sige er større end os selv? I det følgende vil jeg læse Ulven Kommer som et eksempel på den kritik, som den slovenske filosof Alenka Zupančič har rettet imod Kant og hans adskillelse af disse to begreber. Ikke blot er tingene “mere komplicerede end som så” – vi må gå skridtet videre og erkende, at enhver etisk handling i sig selv indebærer et patologisk element, der så at sige sætter subjektet i spil.

Rent mel i posen?

Der er fra begyndelsen flere ting som får os til at tvivle på, om Holly taler sandt: Er stedfaderen rent faktisk er voldelig over for børnene eller lyver Holly? Sagsbehandler Lars tager entydigt Hollys side, og vi følger hende under hendes anbringelse hos plejefamilien, som hun i modsætning til Theo lader til at nyde: Hun tager til fest og oplever interesse fra nogle af skolens populære piger, fordi hun nu bor sammen med den seje Jonatan (Justin Geertsen), som hun også knytter bånd med. 

Undervejs oplever vi, at Lars gradvist begynder at tvivle på sin egen intuition og dømmekraft. Som hans ven fra politiet spørger ham i seriens tredje sidste afsnit, “altså, har du overvejet, at du er i gang med at blive kørt rundt i manegen af en fjortenårig pige?”. Holly har en tendens (eller netop en inklination) til at “digte”, lyder det sig. Det er ikke første gang, at hun tiltrækker sig opmærksomhed på grund af en skoleopgave. Hun har tidligere på samme måde erklæret sin biologiske far død, hvilket viste sig at være en løgn (i hvert fald på et empirisk plan). Og Lars, ved vi, har tidligere fejlvurderet en sag, hvor han ikke tog børnenes side alvorligt nok i sagen, hvilket fik store konsekvenser for de medvirkende. Denne tragedie sidder fortsat i ham som et traume, og dette leder os (og folk omkring ham) til at tænke på ham som uprofessionel eller motiveret af de forkerte (patologiske) grunde. Og dette demonstrerer han imidlertid også, når han, som det ses efter han tages af sagen, møder personligt op på hjemme hos Simon og truer ham, “jeg holder øje med dig!”

I denne sammenhæng skal vi huske, at der er et grundlæggende problem i sagen, som Lars er på sporet af netop i kraft af sin excessive dedikation. Sagens egentlig indhold – det virkelige familietraume – handler nemlig ikke om (fysisk) vold mod børn, men om et voldeligt parforhold. Simon kan ganske sandfærdigt fastholde, at han ikke har slået sine børn, og sagen, som den præsenteres, kan derfor afgøres til hans fordel: Holly har løjet. Lars fornemmer imidlertid, at der stikker noget under og bliver derfor drevet til udforske sagen hinsides både dens og hans egne symbolske rammer. Lars’ “overdrevne” engagement ender med at blive den afgørende faktor, som tillader moderen at bryde med Simon, som fra Hollys (og nu også seerens) perspektiv længe har tyranniseret familien.

Så, hvis vi alligevel skal betragte Lars som seriens største helt, er dette så virkelig blot et spørgsmål om, at når enden er god er alting godt -at målet helliger midlet?

En sagsbehandler skal have en sag, men ikke en Sag

Når vi møder Lars første gang, er han på vej på arbejde med oprejst pande og energisk thrash-metal på bilanlægget, som for at illustrere den drift han tager med sig. På arbejdet er Lars ganske vellidt og han hilser gladeligt på alle, han passerer. Men, når vi møder Lars i eget hjem, er der imidlertid mørkt og gråt, og han ses i de fleste scener med en sær distance, som om han er lille bitte i et meget stort og kaotisk hjem. 

Lars har brug for en form for oprejsning ovenpå sin tidligere fejltagelse, og dette forhold bevæger ham, men, Lars ville aldrig få den oprejsning, han søger, hvis han tog fejl (igen). Og netop derfor drives han langt ud over rammerne for sit erhverv – hvori hans oprejsning oprindeligt synes at gælde, altså netop i hans symbolske og juridiske status som socialrådgiver. Som seer er man således i tvivl om, om han leder efter tegn på (pap)faderens voldelige opførsel, fordi han er bekymret for børnenes mistrivsel, eller fordi han gerne vil overbevise sig selv om, at han gjorde ret i sin første tilskyndelse om at presse på for at få børnene tvangsanbragt hos en plejefamilie.

Traumer er ikke kun noget der begrænser os, men noget der ligeledes bevæger os – noget der kan sætte gang i en drift. Dette kan i sig selv afspejle en destruktiv kraft, men ligeledes noget der kan sætte os i forbindelse med en Sag og få os til at involvere os i noget, der “kalder på os” – også selvom dette kræver enorme ofre. Det er som socialrådgiver, at Lars har fejlet, og det er som socialrådgiver, at han må bevise sig selv, kan man tænke. Men som tingene skrider frem må også denne identitet opgives. For at løse sagens knude, må han involvere sig langt ud over grænserne for, hvad hans symbolske mandat tillader.

Handler han etisk? Med en lidt pudsig formulering kan vi foreslå at hans sag er blevet hans Sag, og at dette forhold, i sig selv, faktisk strider imod erhvervets etik. Inden for en erhvervs-etisk horisont er svaret derfor helt klart negativt. Det er her, Alenka Zupančičs kritik af Kants opdeling af etik og patologi bliver nødvendig, for den tillader os at sætte ord på, hvorfor Lars meningsfuldt kan siges at handle etisk - ikke kun til sidst, men hele serien igennem.

Hvor der Handles, der våges

Med Zupančič kan vi forstå Lars’ handlinger som etiske i det Reelle register. Når vi handler etisk i det symbolske register, læner vi os op ad ‘det allerede symboliserede’, hvor det moralsk korrekte allerede er defineret for os på forhånd. At handle etisk i det symbolske register ville fx netop være, at Lars fulgte standardprocedurerne for sit sagsbehandlererhverv til punkt og prikke - og ikke gjorde noget udover det. Det Reelles etik herimod fordrer at der voves, for den har ikke et sæt prædefinerede spilleregler at læne sig op ad, men må selv sætte disse, og stå til ansvar herfor. Zupančič udfordrer Kants begreb om det etiske og foreslår, at det etiske i sin yderste Reelle konsekvens nødvendigvis må indebære noget patologisk: en drift, en “personlig” såkaldt dødsdrift.

Subjektet er nødt til at sætte sig selv “på spil” for at kunne bryde med etikken som et prædefineret kodeks – noget der allerede er sat af den Anden (f.eks. skrevet ned af “nogle kloge mennesker”). Først her i det groteskes grænseland, er det overhovedet muligt for mennesket at demonstrere sit eget intime forhold til etikken og til retfærdigheden, og dermed realisere, som Kant ville det, etikken som noget inderligt og dybt vedkommende for mennesket. Lars er en mand, der har mistet alt, men han har dog dét tilbage at opgive: selve dén ramme, som opgaven og hans traume “stammer fra”. Som vi ser det, er det ligeledes netop skiftet fra (juridisk) sag til (personlig) Sag, der tillader at en misforstået sag bliver sandfærdigt afsluttet. Dette brud med de symbolske rammer omkring “sagsbehandleren Lars” efterlader ham som en skræmmende selvtægtsmand, men også samtidigt som en af seriens afgørende helte. Ikke blot fordi det viser sig, at han “havde ret”, men fordi etiske handlinger som sådan indebærer et sats, et spring ud i det uvisse, hvor man netop ikke er sikker på, om man får ret – og på en måde heller ikke hvad man egentlig får ret i.

Et offer for offentligheden

Ulven kommer viser os, at patologi og etik hverken kan eller bør skilles ad. I offentligheden ser vi imidlertid ganske ofte, at man må stå model til denne kantianske distinktion. Det ses ofte hvordan et patologisk element isoleres fra en sammenhæng og bruges som bevismateriale imod, at den handlende overhovedet skulle have en Sag – at de ikke har rent mel i posen, og virkeligheden blot handler for deres egen nydelses skyld. Dette sker bestemt for Lars, som (dog ikke uden grund) mistænkeliggøres, men lad os tage et mere sigende eksempel fra virkelighedens verden.

Tænk på sagen om De Radikales Katrine Robsøe. Efter hun har berettet om et overgreb, bliver det hurtigt bemærket af offentligheden, at hun har lavet et SoMe-opslag, hvor hun står og smiler sammen med sin overgrebsmand. I offentlighedens øjne “annulleres” en #MeToo-sags berettigelse, hvis Sagen “plettes” bare den mindste smule. Etik og patologi betragtes ad disse linjer som gensidigt udelukkende kategorier. Offentligheden kræver at den handlende, offeret, skal være fuldkommen “bevidst” om sit traume. Offeret tillades ikke at have et splittet begær. De skal selv helt fra starten vide præcis, hvem der er skurk, og hvem der er offer, hvad der gør ondt og så fremdeles. Paradoksalt nok er dette fokus på etik renset for patologi netop det, som ender med at være fuldstændig blind for etikken. 

I Ulven Kommer fristes seeren da også igen og igen gennem forskellige aktørers blikke, til at patologisere Holly. Ligesom ved Katrine Robsøe, fristes vi til at fratage Holly sin Sag, med reference til hendes egen “patologiske” nydelse. Vi kan stille det op således: Holly og Robsøe råber “ulven kommer!”, ligesom Peter (fra fablen hvortil seriens titel refererer), fordi de kan – de ved ikke hvad de laver, men nyder bare den opmærksomhed, det giver. Når Lars tager Hollys Sag på sig, er det ikke på trods af, men med hendes splittelse, som noget der i sig selv kan vise noget om familiens traume, og hvad der faktisk er på færde. På bedste analytiske visser han (og handler på) noget i Holly, som hun ikke selv er i stand til at udtrykke eller give mening til.

“Mor? Hvor kommer voksne egentlig fra?”

I seriens absolutte anslag følger kameraet den unge pige, da hun i nattens mørke nærmer sig sin moders og stedfaders soveværelse. Døren står på klem, der høres ophidsede lyde, og umiddelbart efter ses parret da også, med Hollys blik gennem dørsprækken, nøgne og i fuld gang.

Det er altså svært ikke at lægge mærke til seriens gennemgående tema omkring seksualitet. De første sekunder af serien skildrer meget direkte og ufiltreret et barns møde med “de voksnes verden”, og dette møde definerer da også på en måde den fjortenårige Hollys rolle serien igennem. Under sin anbringelse ved plejefamilien bærer hun makeup for første gang, hun tager til sin første fest (endda sammen med en dreng), og hun drikker sig også fuld for første gang. Alt sammen akkompagneret med en teenagers tøven og en dirrende usikkerhed, men ikke desto mindre er Holly i færd med, ganske autentisk, at udforske sig selv og sit begær. Igennem serien fristes vi derfor muligvis til at tænke på Holly som en ung pige, der simpelthen bare ikke ved, hvad hun laver (eller måske endda omvendt, netop som Simon desperat udtrykker det: “hun ved præcis hvad hun laver!”). Vi får måske lyst til at begribe hende som hormonel, usikker, og tænker måske med en ‘voksens overbærenhed’, at “ak, det er da også er en svær tid, puberteten. Hun ved ikke bedre”. Hollys egen moder modstår da heller ikke fristelsen til at kategorisere hendes “påfund” som intet andet end en usikker teenagers pubertære udsving, dertilhørende seksuelle “forvirring” og behov for anerkendelse og for at høre til.

Men det er imidlertid ikke forskellen på den “voksne” seksualitet og den præmature seksualitet, der fremhæves og “spilles på” i Ulven Kommer, men derimod ligheden.

Som Alenka Zupančič skriver, så er det “skandaløse” (og dermed opsigtsvækkende) ved Freuds teori om seksualiteten ikke blot, at børn har en seksualitet, og at denne blot ikke er udviklet endnu, men dét at denne ikke-udvikling helt grundlæggende består ind i voksenlivet. Hvis den pubertære Holly “ikke ved hvad hun laver”, så gælder det samme for hendes moder – og i særdeleshed for stedfaderen Simon, som til sidst modvilligt indser, at han har store problemer, og bryder sammen.

Dét, at vi som mennesker er seksuelle væsner, hænger direkte sammen med en grundlæggende sårbarhed i os alle sammen. I freudiansk teori karakteriseres seksualiteten netop ikke som “svaret”, som vi ofte ledes til at tro det, men som spørgsmålet. Seksualiteten er grundlæggende gådefuld og aftegner dermed i sig selv et form for “traume” i menneskelivet. Den er “traumatisk”, fordi den fungerer som en strukturel begrænsning i vores fatteevne – ikke kun i udgangspunktet (for barnet), men for os alle sammen som et eksistentielt grundvilkår. Ikke desto mindre er den, som Holly viser os, også et “sted” for udvikling, lyst og nysgerrighed. Ulven Kommer viser os på bedste freudianske vis, at seksualiteten er i centrum af menneskelivet på godt og ondt, men dertil også at sex ikke er “svaret”. Serien viser os “driftlivets” vanskelige status; driften kan, som med Lars, forbinde os til noget og gøre os til helte, men den kan også låse os fast i noget, der faktisk er ødelæggende, som det ses i forholdet mellem Hollys moder og Stedfaderen Simon. På trods af Simons voldelige opførsel mod hende, kan hun ikke få sig selv til at bryde med ham. Som Zupančič skriver det, så er det mest skræmmende ved “dødsdriften” ikke at den “nyder hensynsløst”, men at den blindt gentager den samme traumatiske og lidelsesfulde sammenhæng, selv hvis det medfører os nydelse.

Holly bliver med hjælp fra Lars' “analytiske” nærvær og hans (dybt personlige) drift støttet til at lede en sandhed frem, der ellers aktivt undermineres eller maskeres indefra, i ‘passionens navn’ (hede omfavnelser, kys og knald). Den unge pige bliver dermed stemme for noget, som hendes mor slet og ret ikke kan udtrykke, og serien demonstrerer dermed de alvorlige og uendeligt komplicerede sammenhænge, der kan holde et voldeligt eller på anden måde traumatisk parforhold sammen.

Noget af det mest grundlæggende ved traumet er, at det afspejler en lidelse, der endnu ikke er “sorteret”, tildelt mening, og derfor er det også helt ude af trit med virkeligheden at afkræve et offer, at det skal være kohærent og ikke-splittet. Når lidelsen er stor, er den ofte også meget uhåndgribelig, og skylden er ofte forskudt på en måde, så offeret mest af alt hader sig selv.

Ethvert offer er udleveret til, at nogen kan, tør og vil se, hvad der foregår, og hjælper med at få tingene på plads. Lad os i denne sammenhæng afslutte med Anne Linnets ord, som også høres i seriens titel-nummer:

Selvom kærlighed gør blind

Skal de bore sig derind

Hvor det er min sjæl, de finder.