Det ufrie marked
Søren Mau er en del af den marxistiske vending, som er opstået i kølvandet på finanskrisen. Hans nye bog om ”stum tvang” giver friheden på det frie marked et nyt perspektiv
Essayet er udvalgt til vinder af Økonomiskolens essaykonkurrence og blev bragt første gang i Politiken 11. december 2021
I midten af økonomividenskaben står idéen om ”det frie marked”. Det frie marked er stedet, hvor man tage hen, når man har lyst til at handle, købe eller sælge. Her hersker ingen monopoler, og markedsaktørerne er derfor ikke tvunget til at handle med en bestemt anden. Udvekslingen af varer og penge er fri.
I en liberal forståelse af økonomien er markedsaktørerne ligestillede. Forholdet mellem arbejder og arbejdsgiver er frivilligt og uproblematisk. Arbejderen indgår frivilligt i en kontrakt med arbejdsgiveren, og de er således også juridisk set ligestillede. De har hver især en interesse i at samarbejde. Arbejdsgiver vil gerne have arbejdskraft, og arbejderen har brug for løn.
Ved at læse Marx kan vi se, at der to væsentlige problemer med denne udlægning af markedsøkonomien. Den første vedrører ulighed og har længe været genstand for (centrum)venstrefløjens opmærksomhed. Den anden vedrører frihed og er både mere principiel og mere overset. Det marxistiske vokabular kan måske for nogle virke støvet, men det gør ikke indsigterne, som det muliggør mindre vigtige.
Ulighed og ufrihed under kapitalismen
For det første sker der i relationen mellem arbejder og arbejdsgiver en systematisk udbytning. Arbejderens arbejde er mere værd, end de bliver betalt for, og kapitalistklassen kan derfor tilegne sig denne merværdi uden selv at løfte en finger. Denne klasseanalyse er velkendt. Markedsøkonomi er i sin natur ulighedsskabende. Rigdom akkumuleres og koncentreres på få hænder. Merværdien er måske et abstrakt begreb, men uligheden er nem at kvantificere, måle og få øje på: I dag ejer verdens otte rigeste mænd det samme som halvdelen af jordens befolkning.
Det socialdemokratiske projekt har historisk set bestået i at regulere markedets ulighedsskabende effekter og omfordele rigdom via velfærdsstaten. Begrænsningerne i dette projekt bliver dog mere og mere tydelige i takt med, at globaliseringen øges. Velfærdsstaten er som bekendt afhængig af skatteindtægter, og forskellige nationalstater må derfor underbyde hinanden i at tilbyde favorable vilkår for virksomheder og/eller skære i velfærdsydelserne for at undgå underskud på statsbudgettet, når landets produktion outsources til steder med billigere arbejdskraft.
Det andet og i økonomien mere oversete problem har at gøre ikke med ulighed, men med frihed. Arbejderens indtræden på markedet i en relation til en arbejdsgiver er i væsentlig forstand ikke frivillig. Eller mere præcist: Den er på én gang frivillig og et resultat af tvang. Fordi arbejderen ikke har adgang til produktionsmidler, som er nødvendige for at producere deres egne levnedsmidler, er de tvunget til (frivilligt) at sælge deres arbejdskraft for at få penge til at leve for (købe mad, bolig osv).
Økonomividenskaben forholder sig benægtende eller ligegyldigt til sådanne sociale magtmekanismer. Her gøres en del af økonomien, markedet, til helheden. Hvad menneskene er og gør udenfor markedet ses ikke som relevant for økonomisk teori. Dermed er man ude af stand til at se, hvorfor arbejderen dukker op på markedet i første omgang. Det gør de ikke, fordi markedet tilbyder en mulighed, men fordi det er en nødvendighed for overlevelse.
Stum tvang
Vi har her at gøre med en del af kapitalismens økonomiske magt – eller hvad filosoffen Søren Mau kalder stum tvang. Der er tale om en anonym magtform, som i modsætning til fx uligheden i samfundet er svær at få øje på, fordi den ikke kan kvantificeres og måles, sådan som økonomer ynder at gøre. Kvalitativ teoretisk analyse er nødvendig for få blik for stum tvang som den særlige magtform, der er særegen for kapitalismen.
Førkapitalistiske samfund var ganske vist også inddelt i klasser og baseret på udbytning. Men i disse samfund var magten direkte og koblet på økonomien udefra. I slavesamfund var slaveriet en juridisk kategori, som sikrede slaveejeren retten til at råde over den slavens arbejdskraft. I feudalsamfund har bønderne haft adgang til jord og produktionsmidler, men er gennem feudalherrernes voldelige magt blevet tvunget til at aflevere en del af deres produkt til en godsejer.
Det kapitalistiske samfund adskiller sig grundlæggende herfra ved, at arbejderen i modsætning til slaven i slavesamfundet og bonden i feudalismen ikke har direkte adgang til produktionsmidler og dermed er afskåret fra den umiddelbare adgang til det, de har brug for for at overleve. Arbejderen må derfor frivilligt søge sin egen udbytning. Det er denne slags ”frihed”, markedet tilbyder.
Lad os tage bare et enkelt eksempel fra Maus bog, som viser hvordan mennesker afskæres muligheden for at sikre deres egen overlevelse uden om markedet: Når bønder dyrker jorden, kan de traditionelt lægge såsæd fra høsten til side, som de kan bruge til at dyrke jorden igen næste år. Store frøfirmaer som Monsanto har imidlertid udviklet en teknik, så deres korn ikke har nogen spireevne, når de høstes. Og det tvinger bønderne til at købe ny såsæd fra Monsanto sæson efter sæson. På den måde skrives idéen om profit simpelthen ”ind i plantens biofysiske struktur”, som Mau siger det.
Ikke kun arbejdere er ufrie
Markedets stumme tvang virker imidlertid ikke kun på arbejderen, men på alle – kapitalistklassen inklusiv. Kapitalisternes konkurrence mod andre kapitalister presser dem til at skære i omkostningerne, disciplinere arbejdernes tempo eller slække på miljø- og klimakrav for ikke at miste markedsandele til deres konkurrenter. Hvis en producent omkostningsminimerer, tvinger det andre producenter til at følge med. Der skal således ikke et stort perspektivskifte til for at se, at det, som økonomividenskaben opfatter som markedets udveksling af informationer, i virkeligheden er imperativer, som udstedes af markedet. Og de kapitalister, som ikke følger med, bliver straffet.
På den måde lever virksomhedsejere faktisk ufrie liv. De har typisk umenneskelige arbejdstider og -mængder. Kravet om profitskabelse styrer deres liv og tvinger dem til at agere på bestemte måder. Hvis eksempelvis en stor ordre kommer ind, bliver de nødt til at tilsidesætte alle behov – både deres egne og familiens – for at efterleve bestillingen. De har ikke friheden til at vælge profitten fra. Kravet om profit styrer ganske enkelt deres liv. Det kræver et ganske særligt ideologisk blik på økonomien at se denne livsform som udtryk for frihed.
Som venstreorienteret bør man derfor ikke (kun) være optaget af at regulere markedet, men også af spørgsmålet om, hvordan man afskaffer det. I stedet for en økonomi, hvor produktionen planlægges af privatpersoner med henblik på profit, bør produktionen planlægges efter, hvad fællesskabet beslutter på demokratisk vis. Kun med en gennemgående demokratisering af økonomien kan mennesket tage kontrollen tilbage over livet.
Som liberal bliver man imidlertid også nødt til at spørge sig selv om, hvad det er for et frihedsbegreb, man tror på. I liberalismen er frihed primært forstået som frihed fra statens indgreb i markedet. Spørgsmålet er, om en virkelig liberal ikke også bør bekymre sig om frihed fra markedsøkonomiens greb om menneskelivet. Det vil sige friheden til at vælge markedet fra.